Kartoffelrækkerne i København. 

År 1951

Flugten til Wiedeweltsgade

Flugten til Wiedeweltsgade. Nov. 1951 


Min mor arbejdede som aften sygeplejerske på Øresunds Hospitalet. Her lå patienter med 
Tuberkulose. 

I det lille udhængsskab, på Øster Farimagsgade, havde min mor sat et nyt opslag op, efter jeg havde været indlagt på Dronning Louises Børnehospital, fordi jeg nægtede at spise. 

Lægerne havde sagt til min mor, at der ikke var noget i vejen med mig, men at det eneste jeg manglede, var en god og tryg familie. 

Så der stod: 

- Døgnpleje til pige på 4 år søges.... 
Henvendelse E. Bay. Wiedeweltsgade 32 st. - 

Et ægtepar på 42 og 45 år, havde svaret på annoncen. 

De boede 5 gader fra os, i Høyensgade 19. st. Jeg var med min mor derhenne for at hilse på dem. 

Fru. Z. virkede rar og fortalte, der boede en lille pige på min alder, inde ved siden af. Hun hed Anne, og hende kunne jeg lege med, hvis 
hun måtte. Hendes mor var dog ikke så glad for hun kom ud på gaden. 

Jeg stod på trappestenen og kiggede ind i haven ved siden af, der hvor Anne boede, mens de voksne snakkede sammen.
Jeg syntes det var mærkeligt, hun ikke måtte lege på gaden. 

Der blev jeg så anbragt, i døgnpleje d. 1 september 1951. 

Hr. og Fru Z. havde selv en dreng på 4 år. Han var syg og ikke lige som os andre, hvilket jeg hurtigt accepterede.
Han var jo deres barn, og hørte til dér.
Jeg havde min egen mor, der boede i Wiedeweltsgade. 

En dag havde Fru. Z. skældt mig ud, for et eller andet jeg ikke husker. Jeg var frygtelig oprevet og ville hjem: 
- Nu går jeg hjem til min egen mor. - græd jeg. 
- Hun vil jo ikke ha' dig. - var svaret. 
- Jo hun vil. - sagde jeg overbevist om, jeg bare kunne forlade stedet og tage hjem til min egen mor. 

Det udviklede sig til hård kamp imellem mig og fru. Z. Jeg blev mere og mere genstridig, jo mere hun påstod, at min mor ikke var hjemme, og heller ikke ønskede mig. 

- Jo hun er. - blev jeg ved med at sige. 
- jeg VIL hjem til min mor og hun vil gerne ha' mig. - 
Jeg hylede og skabte mig, til Fru. Z. var blevet så træt af kampen, så hun sagde: 
- Nå,....ja,... men så må du jo selv gå hjem til din mor. Du må hellere få det tøj på, du havde på da du kom, ellers kan hun vel bare ikke kende dig ? - 

Hun fandt min lille brune kuffert frem, og tog den fine kjole af mig, som de havde givet mig, da jeg kom. Så gav hun mig mine gamle cowboybukser på, som jeg havde haft på, dengang jeg var kommet i døgnpleje, for nogle måneder siden. 

Det var mærkeligt, pludselig at stå der, i mit gamle tøj, som jeg ikke havde set, siden ankomsten. 
Fru. Z. lagde mine få ejendele ned i den lille brune kuffert, vel vidende, at min mor var på aftenvagt. 

Ufejlbarlig så hun ud, da hun sendte mig af sted med ordene: 
- ja,..... så må du jo så gå hjem til din mor, hvis du tror hun vil ha' dig 
tilbage ? 

I tiden der var gået siden jeg var kommet i døgnpleje, havde jeg kun gået i kjoler, skørter og med sløjfer i håret. Piger måtte ikke gå i lange bukser. Det var syndigt ifølge de strenge indremissionske 
regler, familien Z. levede under. 

De nystrøgede silke sløjfer, VAR pillet ud af mit mørke hår og erstattet med hårklemmer.
Jeg var 4½ år, og det var ved at være mørkt. 

Jeg stod ude på fortovet, foran havelågen, med min lille brune kuffert, og så nøjagtigt ud, som da min mor var kommet med mig. Kun iklædt mit gamle tøj, der stadig duftede af min mor. 

Både hr. og Fru Z. stod i gadedøren, kæmpestore, for at se mig fortryde, og komme tilbage og sige: "OMFORLADELSE". 
Et nyt ord jeg havde måtte lære fra starten, hos fam. Z. 
Jeg kiggede på dem, vel vidende at jeg havde ret til at gå: 

- Det VIL HUN - gentog jeg.
Fuldstændig sikker på at min mor ville ha mig. 

Så gik jeg med kufferten, uden at kigge mig tilbage. 

Der var én i bibelen der var blevet en sten, da hun kiggede tilbage. Jeg ville ikke være en sten. Jeg ville hjem til min mor, og hun ville gerne have mig. Det passede IKKE hvad de sagde. 


Det var tidligt mørkt i november. Det var fremmed for mig, at være alene, på de store gader i 
mørke. Da jeg kom hen for enden af Høyensgade, hvor fam. Z. boede, drejede jeg til højre, ved 
Manufaktur Forretningen "Harry Jensen" der lå 
på hjørnet. 

På Øster Farimagsgade, kørte der sporvogne. Følelsen af den store mørke by, overvældede mig, jeg var lige ved at vende om. Men jeg VILLE hen til min mor, så "DE" kunne se, at det ikke var rigtigt,
at min mor ikke ville ha' mig. 

Så gik jeg videre mod mejeriet "Jylland", hvor vi altid handlede.
Det var Skovgårdsgade, den med mejeriet "Jylland" på hjørnet. 

Jeg gik over gaden og kom til fugleforretningen, hvor jeg plejede at stå stille og kigge på undulaterne i vinduet. 

Så kom cigarforretningen og derefter gik jeg over Marstrandsgade, til den "dyre" købmand på det andet hjørne. Der handlede vi ikke, men de havde sådan nogle fine servietter, med lilla orkideer i vinduet, som jeg altid stod og drømte om at få, bare én af. 

Så kom den gade, hvor min mor boede, troede jeg. Men jeg kunne ikke kende gaden, det var ikke Wiedeweltsgade! 

Jeg stod på hjørnet af en fremmed gade og mistede al min selvtillid. Jeg havde ikke noget forhold til de forretninger der lå på hjørnerne, (en dame og en herrefrisør). Eckersbergsgade havde jeg ikke 
noget forhold til. 

Da jeg boede hos min mor, gik jeg selv over i Østre Anlæg, for at lege, men det var den modsatte vej, over Sølvtorvet.
Jeg var faret vild, og gik grædende videre over Eckersbergsgade.
Jeg ville ikke gå tilbage til "DEM". 

Forretningen på det næste gadehjørne, kendte jeg lidt, men kunne ikke finde ud af hvor den lå i forhold til der hvor min mors gade var. 
Det var som en evig vandring, - Abildgaardsgade
. 

Næste gade var min mors gade, det var jeg sikker på. 

Jeg kom hen til Jens Juels Gade , kiggede ned af den, men det VAR ikke min mors gade. Det var en fremmed gade, som jeg ikke kendte i mørket. Nu var jeg bange for jeg aldrig fandt min mors gade. 

Jeg stod på hjørnet af Jens Juels Gade og tårerne løb frit fra mine store brune øjne, da et ægtepar kom hen til mig og spurgte: 

- er der noget du er ked af, lille pige ? - 
- jeg kan ikke finde min mors gade ? - snøftede jeg. 
- hvad hedder din mors gade ? - spurgte damen. 
- Wiedeweltsgade, snøftede jeg, og var sikker på at de nu ville bringe mig tilbage til Fru. Z. 
- Jamen det er jo den næste gade du kommer til, - smilede damen,
- du skal bare gå lige der hen. - 

Hun pegede der i retning mod den næste gade. 

Jeg satte i løb og kunne pludselig igen, kende noget i gadebilledet. 
Cykelhandleren på hjørnet. Dér var min mors gade...... Wiedeweltsgade. 

Jeg blev henrykt og spænede ned af gaden. Selv om det hele var anderledes i mørke, vidste jeg 
præcis hvor nr. 32 var. Jeg fór ind og ringede på døren. 

Ingen lukkede op. Jeg kaldte på min mor igen og igen,
hun SKULLE være der. Men der skete ikke noget.
Der var uhyggeligt stille. Måske var hun død ?.... 

- Moar, MOAaaaaar - jeg råbte alt hvad jeg kunne,
og blev ved med at kalde på hende. Endelig blev døren åbnet.
Det var Fru. Ibsen og hunden der boede på 1. sal: 

- Jamen lille Susanne,....... hvad laver du dog her ? - sagde hun overrasket, og trak mig ind i gangen. 
Jeg fortalte hende grædende, at min mor ikke lukkede op. 

- Nej, - sagde hun, - din mor er på arbejdet. Kom vi går op og får en pålægschokolade mad. - 
Det var noget jeg ellers aldrig fik. 

Jeg løb hen til min mors køkkendør i stueetagen, for lige se om min mor skulle være der. Men der var ingen derinde. 
Så gik jeg op i Fru Ibsens køkken og fik tyndt rugbrød, med pålægschokolade. 

Jeg ved ikke hvem der kontaktede min mor?
Men lige pludselig stod hun i Fru Ibsens Køkken i sin hvide sygepleje uniform. 
Jeg blev så glad for at se hende, at jeg sprang op og klamrede mig til hende, uden tanker for at der var noget forkert ved det. 

Min mor var rasende. Hun sagde ikke ét ord til mig.
Ingen genkendelse. Hun blev iskold, da hun så mig: 
Hun undskyldte over for Fru. Ibsen. Min mor var virkelig gal. 

- Hvad i alverden laver du her, - vrissede hun stramt men behersket, mens hun tog mig hårdt i armen og hun skubbede mig væk fra sig, så jeg satte mig ned på gulvet igen. 
Jeg var i ingenmandsland lige pludseligt ....

- Så var det rigtigt...... min mor ville ikke ha mig?

Jeg gik nærmest i chok. 

- Nej....."DE" skulle ikke ha' ret.... DE havde ikke ret, min mor var hér. Hun var MIN mor og hun kunne godt li' mig. - 

Men jeg kunne ikke forklare hende hvorfor jeg var der.
Det der kom ud af min mund, var spredte sætninger som: 
- Fru Z. er dum, jeg vil ikke være der mere - 

Det næste jeg husker var, at min mor nærmest slæbte mig, samme vej tilbage, ............
gennem Wiedeweltsgade, forbi Jens Juels Gade og Abildgaardsgade, Eckersbergsgade, Marstrandsgade, og Skovgårdsgade, med et fast greb i højre overarm; alt imens jeg græd som en pisket, skældte hun mig ud og var uimodtagelig for mine bønner og gråd. 

- Nu opfører du dig ordentligt, - befalede hun strengt, da vi drejede ned af Høyensgade. 

Jeg blev dødsstille, da virkeligheden gik op for mig, jeg skulle tilbage til DEM igen. Overbevist om at: 
- så havde "DE" altså ret..... min mor kunne ikke li' mig og ville ikke ha' mig mere. ? 

Min lille verden brød sammen. Der var ingen steder at flygte hen. 
Det var som alting omkring os, var blevet stille på en uhyggelig måde. Det var ligesom at drømme onde drømme. Lydene var forandrede. Intet lød almindeligt.

Hr. og Fru. Z. tog imod mig i gadedøren. Min mor undskyldte og forsvandt straks efter, uden at se sig tilbage. 

Da jeg kom ind i stuen igen, var Fru. Z's eneste triumferende bemærkning: 
- Hvad sagde jeg. - 

Men jeg var ligeglad med alt. Det var som om, jeg var pakket ind i vat og ikke mere kunne reagere på noget. Alting var ligemeget nu.

Da Pufsengen blev trukket ud, var lydene stadig helt anderledes.
De høje knirkende lyde, hørte jeg ikke mere på samme måde.
Da jeg kom i seng var Fru. Z. iskold. 

Men jeg var ligeglad med alt nu. Intet kunne nå mig. Jeg var alene i verden. Min mormor boede alt for langt væk, helt nede i Guldborg. 
Anden familie kendte jeg ikke til.

Sammenkrøbet under vattæppet i pufsengen, affandt jeg mig med min situation, mens jeg kiggede ud gennem de små huller, hvor kanalernes syninger var. 
Jeg var den eneste der kunne se lyset udenfor, igennem hullerne, inde under vattæppet.