Kartoffelrækkerne i København. 

År 1957 - 1958

Din krop er  Syndig!

"Du ligner din mor"

 Jeg er 10 - 11 år.

Måske var det ikke tilfredsstillende nok, for mor Z, at hun havde reddet mig fra den verdslige verden, ved at tage mig "til sig", som hun sagde?
Hun mente også at det var hendes guddommelige pligt, at få mig til at forstå, at alt hvad jeg begærede, var verdsligt og derfor syndigt.

Måske var det en slags straf, fordi Gud havde taget hendes søn fra hende og ladet mig leve, der fik store konsekvenser for mig?

I flere år kæmpede jeg en dristig kamp, for at få lov til at få et par lange bukser. Hvilket blev mig pure nægtet; "piger går ikke i lange bukser", det er syndigt i indremission og hørte de verdslige til. "Vi var ikke verdslige, det måtte jeg aldrig glemme".

Når det var snevejr kælkede jeg ovre i Østre Anlæg. Næsten alle de andre børn havde lange ski bukser på. Mit tøj bestod af lange uldne strømper, der blev holdt oppe af en gammel slap strømpeholder. Gamacher var for dyre.

Det stykke med bart, fra kanten af underbukserne til kanten af strømperne, er helt rød-blåt af kulde, efter kort tid på kælkebakken.

 - En dag kommer mor Z hjem med et par lyseblå underbukser med lodden vrang og halvlange ben, så jeg ikke mere skal fryse på det bare lår stykke. De er magen til dem, som alle de gamle damer går med.

Flov over min utaknemmelighed, opgiver jeg at kæmpe imod denne beklædningsdel, jeg netop er blevet påtvunget.
Det er i forvejen skamfuldt, når jeg suser ned af kælkebakken med kjole og frakke op om ørene, - og alle de andre børn kan se min hofteholder og underbukser, men nu blir det da blive helt galt, med de nye "gammel dame" under­bukser. Så skal jeg både styre kælken og tøjet så ingen opdager noget.

Det er dejligt nok, jeg ikke behøver at fryse på det bare stykke lår, men at blive til grin for de andre, kan jeg ikke bære og der er ingen hjælp at hente hos Mor Z.

Jeg hiver dem helt op i skridtet, på vej til Kælkebakken, for at de skal se ud som normale underbukser, hvis nu frakken flyver op. Jeg fryser med værdighed og alt er som det plejer at være. Vi kælker og har det sjovt. Jeg er som sædvanlig meget modig og udfører til stadighed kunster på kælkebakken, som imponerer de andre. Nu med kun en hånd.

Når jeg så skal hjem og ingen ser det, får jeg lirket underbuksebenene ned over strømpe kan­ten igen. Mor Z. skal ikke opdage hvor ulydig og utaknemmelig jeg er; og da jeg er  blå spættet af kulde på det stykke lår, der har været bart, vil det jo afsløre hvor fordærvet jeg er. Det vil så igen afstedkomme, at jeg ikke får lov til, at gå i Øster Anlæg og kælke med de andre børn.

Så meget står på spil!

Jeg hader mine lange uldne strømper og det stykke med bart. Jeg hader de lyseblå underbukser med lodden vrang. Jeg begærer kun at få et par lange bukser, ligesom de andre børn.

Jeg er besat af tanken og drømmen om, at se mig selv i sådan et par. Lange bukser, er noget af det mest smarte jeg nogen sinde har set. Selv om jeg godt ved, at de er lige så syndige som nylonstrømper, kredser min tanker hele tiden om, hvordan jeg mon vil se ud med dem på. Og hvad de andre vil sige, hvis jeg fik et par?

Vivi, min bedste veninde, har flere par. Både Vivi og hendes storesøster går i lange bukser. De har dem endda også på i skole. Men Vivis familie er selvfølgelig også verdslige. Vivi går til dans og danser turnerings dans ude i Gladsakse. Det er en helt anden verden. Vivis far og mor ryger cigaretter, de har fjernsyn, pladespiller og de sidste nyeste plader. Vivi har en smart storesøster med opsat hår og høje hæle.
 

En dag vi er alene hjemme hos Vivi, foreslog jeg, vi skal lege, at vi er 17 år og skal på kaffebar med to af de store drenge. Vivi er med på legen og vi går straks på udkig i deres store klædeskab efter noget tøj vi kan bruge til formålet.

Jeg er ængstelig da jeg endelig har fået udvalgt mig et par af søsterens lange bukser. Nervøst trækker jeg dem på og ved end ikke hvordan jeg skal lukke dem. Det er det mest uartige jeg har gjort meget længe. Jeg er urolig og bange for, at nogen skal komme hjem midt i det hele.

Pludselig står Vivis søster i døren. Jeg bliver så rød som en kogt krebs og er ved at besvime af skam. Dér står jeg, i hendes bukser, parat til at blive slagtet, og med rette. Her er ingen und­skyldninger, som er dækkende.

Min verden synker i grus et sekund, men søsteren griner bare og siger, at de klæ´r mig. Hun er med på legen. Så hun kommer ind og hjælper os med læbestift og anden sminke. Hun finder noget mere smart tøj frem, og da hun er færdig med at klæde os ud, ligner vi kaffebarens værste gadetøser.

I det indremissionske miljø er normerne meget strenge for, hvad der er rigtigt og forket, men sådan tænker almindelige verdslige folk ikke.

Jeg er målløs over hendes reaktion. Tænk at hun ligefrem syntes det er sjovt, at være med til at lave os om til nogen "slemme tøser" på 17 år.

Fra det øjeblik elsker jeg Vivis storesøster. Hvor er Vivi dog heldig, både at have flere par lange bukser og sådan en storesøster.

 ***

Mine plagierer hjemme hos Mor Z. bliver herefter kraftigt intensiverede. Alle vores samtaler drejer sig om, - lange bukser:

- "Alle de andre piger i klassen har lange bukser."

- "Piger skal ikke gå i mandetøj, hvor man kan se både det ene og det andet."

- "Jamen hvis jeg lover, at jeg kun bruger dem på kælkebakken ?"

- "Vi vil ikke se dig i lange bukser, dermed basta."

Men jeg gav ikke op. Plagerierne fortsatte uafbrudt i døgndrift.

Endelig oprinder dagen, da jeg efter at have leveret et stort pres, på Mor Z., får tilladelse til at få et par.
Mor Z. går alene ud på Østerbrogade i et Damemagasin for at købe dem til mig.

Imens venter jeg utålmodigt derhjemme og kan ikke tænke på andet end mine kommende lange bukser. Jeg har skiftevis dårlig samvittighed fordi jeg har plaget sådan, og er jublende lykkelig og forventningsfuld over dette nye mirakel der nu skal til at ske i mit liv. Tiden føles uendelig lang. jeg kan intet andet lave en at vandre op og ned af gulvet, kigge efter Mor Z. og prøve at forestille mig hvordan det vil være, når min drøm går i opfyldelse om lidt. Lange bukser.

Så kommer hun endelig. Jeg kan se hende på lang afstand fordi jeg har stået og kigget efter hende, med altandøren på klem. Hun bærer på en pakke. Jeg farer ned af trapperne fra 2. sal med hamrende hjerte. Min lykke ligger i en æske fra et damemagasin på Østerbrogade. Mor Z. er jordens dejligste mor, jeg elsker både hende og hele verden, intet kan nu ødelægge min lykke.

Jeg kysser hende og er i ekstase, da jeg bærer den kostbare hvide æske op af trapperne. Forsigtigt løfter jeg låget op og pakker et par mørkeblå lange bukser ud. De er syet af jernbanefløjl og ligger foldet sammen, med hvidt silkepapir sirligt lagt ind mellem.

Duften af jernbanefløjl og damemagasin virrer i mine følsomme næsebor. Jeg stryger mine hænder ned af det bløde fløjl og kan næsten ikke vente med at få dem på.

Jeg får lov til at prøve dem, hvis jeg tager dem af igen, inden far Z kommer hjem fra arbejdet. Det syn skal han ikke udsættes for. Jeg lover alt, med himmelvendte øjne, og styrter med æsken, ind på mit værelse og tager tøjet af.

Bukserne er flere numre for store, fordi man ikke skal kunne se "både det ene og det andet". Jeg er ligeglad. De kunne have været 10 nr. for store, bukserne er mine, de er i Høyensgade 24 og jeg er så nervøs da jeg tar dem på, at hele kroppen dirrer og ryster.

"Tænk hvis nu hun fortryder hun gav mig lov og vil bytte dem?"

Jeg fortrænger min angst med begejstring, mens jeg trækker drømmen på. Det er nødvendigt at bøje linningen mange gange om oppe ved livet. Det ser ikke fikst ud, og fylder en del, men jeg er bange for at hvis bukserne skal byttes, fortryder Mor Z. købet. Jeg smøger buksebenene op flere gange, for at de skal passe, de er også alt for lange, for neden.

Jeg løber ud til spejlet i entreen for at se hvordan jeg ser ud. Jeg er stolt som en pave og selvtilliden vokser inde i spejlbilledet.

De er det smarteste tøj jeg nogensinde har haft og jeg ser fabelagtig godt ud i dem. Jeg vender ryggen til spejlet og prøver, at se mig selv bagfra, da Mor Z. pludselig står i døren.

Jeg skal lige til at dele min begejstring med hende, da hun med foragt og hån i stemmen siger:

"Ja, - du har en lige så stor ende som din rigtige mor. Jeg kan ikke forstå at du vil være bekendt at vise dig for andre i den mundering..... Det ser forfærdeligt ud...
DU vil da vel ikke være bekendt at gå på gaden i de bukser, med den store bagdel?"

Så vender hun sig forarget om og går, uden yderligere kommentarer.

Jeg står tilbage, som om jeg er blevet ramt af lynet.

Hun kunne lige så godt ha´ slået mig med en skovl eller hældt en balje isvand ned over mig. Jeg er total rystet af hendes reaktion. Før var jeg sikker på, at hele verden ville syntes jeg så smart ud i de flotte lange bukser. Hun havde jo selv bestemt hvordan de skulle se ud og købt dem til mig?

Men med det slag er jeg knust. Inde i spejlet står nu et syndigt, grimt og frastødende barn i noget uskønt tøj. Jeg prøver at samle stumperne af min selvtillid op, men tør næsten ikke kigge ind i spejlet igen. Prøver at fortælle mig selv, at jeg ser godt ud i dem, at det er hende der tar fejl. Men forgæves. Min drøm er blæst væk, af et vindpust fra en anden, stærk og fordømmende verden.
Jeg er flov. Får skyldfølelse over noget, jeg knapt ved hvad er. Noget med at være en grim og syndig krop, i par tykke fløjlsbukser der er alt, alt for store.

Jeg går fra spejlet den dag, med et af mit livs største traumer. 
Skjul din krop, den er grim, frastødende, syndig og umulig.

Min rigtige Mor Bay er en flot kvinde. Hun har meget store velformede bryster, hvepsetalje, flotte ben og runde former.

Og hun "udstiller" det hele, ved at klæde sig i stramtsiddende, halvt gennem­sigtige hvide bluser med broderier, sorte nederdele med vidde og stramme lak bælter der understreger hendes tynde talje.

Mændene kigger på hende og syntes hun ser godt ud, men det gør Mor Z. ikke. Hun kommer tit med nedgørende bemærkninger, eller gør direkte nar af min rigtige mor.
Hun kan f. eks sige:

"Hun svinger den store bagdel op på sin cykel hele tiden, hvorfor går hun dog ikke... hun sidder evig og altid på den cykel, det er nok derfor hun har fået den store bagdel.". . .

Mor Z. cykler ikke selv, - jeg ved godt hun er bange for det. Far Z. cykler hver dag på arbejdet.

I panik for, om Mor Z vil tage bukserne fra mig igen, skynder jeg mig at tage drømme-bukserne af. Jeg opholder mig slukøret på mit værelse resten af dagen, hvor jeg vogter over æsken med bukserne, de ligger på min seng. Fint lagt sammen igen, med silkepapiret imellem. Jeg tør knapt nok stikke min hånd ned i æsken for at mærke på dem, hvis nu papiret knitrer og hun blir mindet om hvor forfærdelig jeg ser ud og derfor vil bytte dem?
Men jeg kan hele tiden dufte jernbanefløjlet.
 

Senere da Mor Z. skal ned og købe ind, blir jeg alene der hjemme. Jeg vil ikke væk fra bukserne.

Jeg må ha de nye bukser på igen, bare en gang til. Men nu er jeg blevet bange for, at der skal komme nogen og se mig med dem på. Jeg er forfærdelig flov over, at min bagdel er lige så stor som min rigtige mors. Så vil Mor Z og hendes veninder nemlig også gøre mig til grin, lige som de gør nar af min rigtige mor Bay.

De tanker kan jeg ikke rumme i mit lille 11 årige sind. Det er nok, at skulle passe på, at bukserne ikke forsvinder ud af Høyensgade 24.

Jeg tar dem på, spejler mig igen, med ører der hænger helt nede ved gadedøren. Ganske rigtigt fylder min bagdel nu hele mit synsfelt i spejlet. Jeg gør alt, for at få min bagdel til at syne mindre, men bukserne er stadig mange nr. for store og lavet af tykt jernbane-fløjl. Der er ikke noget jeg kan gøre ved det, andet end at trække en lang sweaters ned over enden, så andre ikke kan se min nu KÆMPE BAGDEL.
(nb: jeg er den mindste og tyndeste i klassen, den bedste og vildeste til sport og absolut ikke overvægtig på nogen måde Men Mor Z.s ord er hjernevask som jeg ikke betvivler).

Min glæde over sejren og fremskridtet med de lange buksers indtog i det indremissionske hjem, er borte. Jeg vil ikke engang have dem på i skole hvis jeg fik lov. Jeg græder og er syg af skuffelse. Jeg udtænker planer for, hvordan jeg skal undgå, at de andre skal få min store bagdel at se.

Den kraft, hvormed Mor Z.s. dom er blevet slynget lige ind i mit barnehjerte, har fået mig til at indse, at jeg er et syndigt, grimt og egoistisk barn; der har stået foran spejlet og nydt synet af min egen krop. Det er meget meget slemt og syndigt. Sådan et forhold skal man slet ikke have til sin krop. Kroppen er noget der skal tildækkes, ikke udstilles, lige som min rigtige mor gør.

Jeg bliver rasende af afmagt, mens jeg står - foran spejlet, jeg vil ikke bryde sammen!

"Det havde hun aldrig sagt hvis det havde været hendes egen lille Ejvind.
Så havde hun sagt at de var pæne".

Jeg vrænger ansigt til spejlet der omgående bekræfter hvor afskyelig og ond jeg er.

Tårerne er ved at bane sig vej ud igennem øjnene.

Ingen kan hjælpe mig nu, jeg er alene med min fortvivlelse og et par alt for store mørkeblå bukser af jernbanefløjl.

22.August 1958 Min Far August Otto Wilhelm Schmidt er død

Min Far August Otto Wilhelm Schmidt er død d. 22.August 1958,  er jeg 11½ år. Denne dag får jeg budskabet om min biologiske far er død. Min Far Schmidt, som jeg kun kender sporadisk,  har fået en blodprop i hjertet. ***

Dødsattesten lyder: Arterieosclerosis aa.coronn. et aorta 1.-med.gr.- Thrombosis recens a. coron.dxt.- Cholecystectomiae seqv.- Dødsårsagen må antage at være den påviste friske, på åreforkalkning beroende blodpropsdannelse i hjertets højre kranspulsåre.         Nu afdøde havde sammen med sin forlovede været på besøg hos nogle venner og var kommet hjem kl. 0:30. Kort herefter havde nu afdøde fået åndedrætsbesvær og følte sig syg.   Nu afdødes forlovede ville tilkalde læge, men dette havde nu afdøde sat sig imod. Kl. ca. 5:00 var han gået ind i stuen for at lægge sig til at sove på gulvet. Nu afdødes forlovede var herefter faldet i søvn og vågnede først kl. 11:30. På dette tidspunkt lå nu afdøde stiv og kold på gulvet, kun iført undertrøje.      Der var intet i lejligheden der tydede på voldshandlinger eller suicidium. (selvmord) Nu afdøde havde gennem nogen tid lidt af åndedrætsbesvær, men havde ikke søgt læge herfor. Han havde desuden haft en mavelidelse samt galdesten og var blevet opereret for 3 år siden.        Medicolegal ligsynsattest                             underskrevet af Henning Hornnbak

Min fars Kæreste, som jeg huskede lignede en zigøjner kvinde, og kun havde set en eneste gang, fandt altså min rigtige far Schmidt, liggende død på gulvet i stuen. De havde været i byen aftenen før. Min far havde følt sig utilpas efter de var kommet hjem, men ville ikke have, at hun ringede til lægen. Han blev kun 46 år. Det var underligt at få dette at vide. Jeg kendte ham jo ikke, fordi Mor bay ikke kunne lide ham. Men jeg vidste ikke hvordan jeg skulle tænke om at han nu var død. Jeg tænkte, at så døde jeg osse når jeg var 46 år. Alle gik let hen over dødsfaldet, overfor mig. Jeg skulle bare lige vide det! Han havde jo sendt mig en kasse bananer da jeg var på Sejerborg sommerlejr. Det var den største pakke i bunken, der blev delt ud. Jeg havde altid ønsket mig at få den største pakke - og det fik jeg af ham. Lidt underligt at den var fuld af bananer? men jeg delte glad og forundret ud til alle. Jeg havde ikke fået gaver af ham før. Nu var han så død. Og deroppe i himlen... Gad vide hvem han var sammen med deroppe? Måske kunne han tale med min Mormor, hvis ikke osse hun var gal på ham? Det var mærkeligt at vide at han nu var død. Han savnede nok sin Kongepudel hund, men den passede hende zigøjner damen nok? Hver gang jeg kører forbi Far Schmidts vinduer,  på Nørre Farimagsgade 44, 1.sal Tv. Kbh. Kigger jeg op mod hans vinduer og tænker: "Deroppe døde min far" ***

© Susanne B.Z