2003-Min historie - sus BZ.

1947

Min Historie 56 ÅR
Århus C.

2003

Lars Bor i København. Han er 38 år.
Kæresten hedder Margit. Hun er sød og han holder meget af hende. Ingen af dem har børn.

Jeg bor i Århus og har mange interesser. PC. Foto. Billedbehandling, Slægtsforskning,
og er fotograf i Lysets Hus.
Jeg er tilfreds med mit hjem, lider ikke nød, bortset fra det er svært at komme nogen steder.

Jeg falder hjemme og slår hovedet mod hjørnet
af klædeskabet. Det hele svimler og jeg
blir kørt på Århus Amts Sygehus med
hjernerystelse og indlagt et par døgn.

Tirsdag d. 22.april 2003:
kører Lars på cykel ned af Istedgade,i fuld fart,
da en holdende bil, smækker døren op, uden
at se sig tilbage i bakspejlet,
netop som Lars kommer cyklende. Han får taxa døren i hovedet og blir slynget af cyklen, hvor han falder ud mod midten af kørebanen og lander på hænder og knæ på kørebanen. Den efterfølgende bil kan ikke nå at bremse.

Lars når lige at rulle ind under den taxa der
netop smækkede døren i hovedet på ham,
da den efterfølgende bil smadrer cyklen.

De 2 "fætre" fra Taxaen, slæber Lars ind på en trappesten foran et pizzeria, og forsvinder skyndsomt. Lars er chokeret, han kan ikke mærke sine ben der er følelsesløse. Det gør ondt i hænder, håndflader & knæ. Han sidder alene på trappestenen og prøver at komme lidt til sig selv.

Han aner ikke hvordan han er kommet hjem.

Margit (kæreste) kommer heldigvis hjem til Lars og blir hos ham, og hjælper ham. Men Lars blir dårligere og får det meget værre.

I løbet af kort tid blir han kørt på Hvidovre Hospital, pga. vilde smerter og hans ben er svulmet op til dobbelt størrelse.
Lars blir akut opereret i knæet.

Hvidovre Hospital, opererer Lars, men samtidig får han den Stafylokok infektion, der kommer til at tage livet af ham i 2004.

Lars blir sendt alt for hurtigt hjem, der er kun Margit til at passe ham. Han klarer sig ved hjælp af 2 krykkestokke. Men da han bor på 1. sal, går det ikke så godt. Han har også bøjet et par ribben, hvilket gir store smerter ved bevægelse.

Indimellem bor han hos Margit, men hun bor på 2. sal. Margit sørger for ham, hun har altan og de finder ud af det sammen. Lars er meget meget træt og dårlig indimellem.

3.juli 2003 - Bhagirath dør, 46år gl.af diabetes på sin datter Mayas fødselsdag. Lars går med stokke.
Vi er til begravelse i Kbh. Carlo og Lars samt andre venner der også kender både
Bhagirath og hendes kæreste Moksha.

Jeg var veninde med Bhagirath i mange år.
Lærte hende at kende på Yoga Ashramaen i Gylling. Senere kørte vi meget til Århus og gik i byen. Bhagirath har også boet hos os på "Felshøj" sammen med datteren Maya.

Lars og Margit på Påskeferie i Aarhus

Lars og Mama ved Aarhus Å.

Jeg køber mit 1. digitale kamera
Canon PowerShot G2. Jasmin og Mama hos frisøren. Mit lange hår blir klippet kort, efter det meste af et liv med langt hår. Årsag: Gigt i arme og hænder, gør for ondt at rede mit lange hår.
Alle mine led gør forbandet ondt! Reumatologerne på Ortopædisk Hospital, vil ikke give mig binyrehormon injektion direkte ind i leddene for at redde mine hænder.
Selv om jeg ved det før har hjulpet mig og jeg ikke har gigt i de led der er blevet injiceret.
Reservelægen siger, de ikke har tid.
Han vil ha jeg skal tage Methotrexat som de fleste andre Gigt PT. Jeg takker NEJ!

Da Jeg afslår cellegift behandlingen, pga. jeg har fået alt hvad der ellers er af bivirkninger ved al den gigtmedicin jeg har været igennem, blir jeg heftet fuldstændig af hele systemet!

Anders og min søn Lars er gamle venner fra Odder. Lars og Margit bor i Anders kolonihavehus i ferien.

Jeg selv er blevet 55 år. Ser ikke for "kæk" ud. Gigten har deformeret mine led, der hele tiden gør opmærksom på ting jeg skal passe på -
Ting jeg før kunne - men ikke kan mere.

Nogen gange tror jeg stadig jeg kan -
men det er en illusion. Kroppen jeg bor i er blevet ældre og handikappet. Det prøver jeg hver dag at vænne mig til at leve med.

Jeg kan også se på mine venner, DE også er blevet ældre. Så - der er vel ikke andet at gøre end at leve i fuld overensstemmelse med det faktum.
Livet er kort og så dør man :-)

Migselv 55 år og John 51 år en kold dag i Århus

John er en gammel ven fra Odder Egnen. Vi er en del sammen. Har engang boet sammen, ikke som kærester, men venner. Vi har kendt hinanden før John fik familie og børn.

John og Louise bor sammen og har 3 børn.

Martin på 22 år, Sophie på 16 år og Anna på 15 år.

De kommer her tit på et lille visit.
Vi har det sjovt og hygger os.
Johns storebror er Moksha. Han bor i København.

Moksha har jeg kendt siden 1971.

Liese, David, Hanne og Rosita - Lars, Svend og Thomas til Kolonihave fest i Aarhus...

Lars på ferie i Aarhus

Lieses fødselsdag i August

2003 Oktober & November

I Okt. 3003 får får jeg en hjerneblødning,
mens jeg taler i tlf. med Pia, veninde.

Min læge kommer her hjem på vej ud til et sygt barn.
Hun syntes situationen er så faretruende,
så hun ringer efter en ambulance. akut.

Lægen blir nødt til at forlade mig pga. det syge barn,
hun er på vej ud til.
Men ambulancen kommer jo om 5 min!

Efter en time, hvor Falcks ambulance ikke er kommet,
ringer jeg selv til dem og siger, at det ikke er sikkert jeg kan åbne døren, at jeg muligvis har en hjerneblødning, at min læge ringede herfra for en time siden.

Så kommer Ambulancen med udrykning efter 5 min.

Jeg vil selv gå ned af trapperne og dirigerer den ene
Falck mand til at gå bag mig, og den anden foran,
hvis nu det værste skulle ske.

Jeg blir lagt på en båre inde i ambulancen og tilkoblet alle apparaterne, der straks beg. at hyle alarmerende.
Blodtrykket er vanvittigt højt og vi kører med blå blink.

Jeg blir meget meget dårlig i ambulancen,
der må holde ind til siden, flere gange undervejs,
da de tror jeg er ved at ta "billetten". Jeg blir kørt med sirener til Intensiv afd. på Århus Sygehus afd. NIA,
hvor jeg kommer i scanner og blir overvåget af alskens apparater og intensiv-personale.
Jeg kan se hvad der foregår hos sygeplejerskerne
og de kan kigge lige ud på mig og mine skærme.

Men jeg overlever med det meste af forstanden i behold.

Mama på Kommune Hospitalets Intensiv NIA.
Hjerneblødning. Jeg ligger her i en md. Mens folk dør ved siden af mig, lige inde bag de hvide gardiner, imellem os 3 der ligger på samme stue, kan jeg høre alt hvad der foregår.

Det er overvågning 24 t i døgnet, maskiner der bibber og hyler og trækker vejret for de hårdt tilskadekomne PT. Personale der konstant går ind og ud. Jeg må ikke røre mig og får hele tiden æggestand fordi jeg er så allergisk at de ikke ved hvad jeg kan spise.

Min veninde Liese er den eneste der må besøge mig mens jeg ligger på Intensiv NIA. Liese og jeg har en alvorlig snak ang. hvis jeg dør. Jeg må LOVE hende ikke at SPØGE hvis dette medføre at jeg dør.
Jeg har i min kaotiske tilstand alligevel fået puttet et kamera i min taske, sammen med tandbørsten, og et billede af mine børn Lars og Maria.

Liese og jeg kommer til at grine og græde på samme tid, hvilket ikke er godt, da jeg ikke må komme i affekt.
Men situationen er umulig at styre uden også, at se det komiske i, at Liese, -
der ikke tror på spøgerier, siger dette i fuld alvor og med angst i blikket.
Jeg lover hende, at jeg ikke vil forskrække hende ved at lave bankelyde eller rasle med kæder, hvis jeg dør.
Hun skal blot love mig at kontakte et Medium, hvis der nu er noget jeg vil sige til hende.
Hun ved jeg har haft "oplevelser" ud over det almindelige, men kan ikke forholde sig til dette,
da hun ikke selv har haft nogle og derfor ikke tror på det metafysiske eller overnaturlige.
Liese ved, jeg vil bisættes fra Lysets Hus, i Århus, hvor jeg kommer en del og er medlem.
Jeg kender de fleste af Medierne og har fotograferet dem når de har været i huset.
Jeg er ikke medlem af folkekirken.

jeg dør ikke og jeg ville ikke bruge min tid i det hinsides til at spøge og gøre mine venner bange. Jeg har oplevet tilstrækkeligt til at jeg godt ved, hvad det er at være bange for det "ukendte", som jeg adskillige gange har stiftet bekendtskab med.

Jeg kender en del til overjordiske og uforklarlige fænomener, og holder disse for mig selv og de mennesker der selv kender til dette.
For hvilken glæde har jeg af at skræmme andre med historier der måske ligger meget langt fra det liv de lever.

Halvskør af mangel på søvn, pga. apparater der går i gang hvert 10 min, for at holde trauma-folk i live, bibber, hyler, puster, suger, alarmerer der ringer. Personale der kommer ind og går ud. Blir jeg kørt ind på en enestue da der ikke er overhængende fare for mit liv mere. Kommer min (Veninde fra Teateret) Pia Marcussen. Jeg vil HJEM. Ka næsten ikke vente. Men jeg skal observeres og følges

Lægen vil ha´ mig i en MR. scanner,
hvilket jeg nægter pga. min klaustrofobi.

I stedet får jeg et kamera der sidder på enden af en lang tynd slange sættes op igennem en åre i lysken og føres op til hjernen. De sprøjter lidt kontraststof ind gennem slangen så lægen via et avanceret apparatur, kan se hvad der foregår, fysisk, i hjernen.

Jeg ligger og ser selv med på kameraets billeder af mine hjerne. Det er ret surrealistisk at kunne se ind i sin egen hjerne på de 6 store monitorer, imens lægen siger:
"Nu blir du lidt varm i venstre side - nu i højre side osv."

Det gør ikke ondt - men fototeknikken og Lægen er da osse i den grad i orden. De VED hvad de laver.
Fatter det ikke helt, og det blir optaget på video.

Det er en mindre blødning, som er blevet stoppet med noget medicin og der er ikke udposninger,
hvilket er farligt, siger lægen lettet.

Efter ca. en md. på NIA blir jeg kørt på enestue, på neurologisk afsnit. Jeg får endelig lov at sove nogen flere timer i træk. Man blir sådan lidt halv-skør af,
konstant at blive vækket.
Pia og andre venner kommer og besøger mig.
Jeg vil bare HJEM ...i min egen hule...

Nu er det NOK med hospitaler for år 2003

Jeg overlever flere, patienter. Nogen svære trafikuheld der kommer ind samtidig med mig. En heftig måned på afd. NIA. intensiv.
Vågen hver 15. minut.

Da de finder ud af jeg sikkert, mod alle forventninger, er en af de 10% der overlever, skal jeg vises frem for de studerende der får 20 røntgen billeder af min scannede hjerne smækket op på et stort lærred på væggen i auditoriet - De stud. skal gætte hvorfor jeg er indlagt.

Jeg har mit kamera med under dynen, hiver det op og blitzer løs. Tar´ en stribe foto af de studerende, fra min plads nede i fokus. De blir virkelig overraskede?
Per Bjerre Overlæge, morer sig vist lidt i det skjulte!

D.21. Nov.2003 Er jeg så rask at jeg kan udskrives.

Jeg blir sendt alene hjem i en taxa.

Overlæge, Per Bjerre, på Neurokirurgisk Afdeling GS, Århus Universitetshospital,
sørger for jeg kommer hjem med det meste af en fungerende hjerne.
(måske osse "Vorherre" har en finger med i spillet) - jeg TAKKER dem alle deroppe for livet!

Der er sjove sygeplejerske der går løs på gangene på Neurokirurgisk Afdeling, men de VED hvad de laver.

Jense-Bassen, min X-kæreste, kommer og besøger mig
og er meget meget sød og omsorgsfuld. Vi holder stadig meget af hinanden, selv om vi ikke er kærester mere.

december 2003

John og Lars på Juleindkøb i Bilka

John og Lars i Bilka

12.dec. 2003 Hjemme i "hulen" efter hjerneblødningen.
Jeg skal slappe af.
Er træt og elsker mit hjem.

13. dec. 2003 Mama på Vestre Kirkegaard
for at tænde lys for min datter Maria
på denne 7 års dag for hendes død.

Juleferie
Lars & Margit kommer fra København

Min søn Lars 38 år og kæreste Margit er kommet fra København hvor de bor.
De holder Juleferie i Århus hos mig, Mama -

2003 julen Hvid Jul

2003 Lars - Margit og Rose hygger

2003 julen Lars, Margit og Rose 33år

Lars og Margits sjove juleaften. Underlige Julegaver og vi griner meget og har det sjovt.
Det er i det hele taget en rigtig hyggelig aften. Vi er mætte og glade i hinandens selskab.
Det hele er ikke så højtideligt eller stressende som mange andre steder i Danmark.
Julegaverne har ikke slået bunden ud af vores økonomi - men vi får hvad vi ønsker os
undtagen Lars der havde ønsket sig en Porsche = (meget dyr bil)

Margit slapper af med gaver der skal pakkes ud

Lys til højtiden

Lille alternativt Juletræ

Lieses søn David 11 år som jeg har været barnepige for, da Liese studerede til Psykolog. Jens Peter er hendes bror.
Og altså Davids onkel. De kommer som aftalt efter deres mor er kørt hjem.

veninde Liese, hendes bror J.P. og sønnen David 11 år, kommer lidt senere Juleaften.
Vi spiser risalamande og får juleknas.
Så spiller vi terning om gaver til stor morskab for os alle sammen, da vi jo alle vil vinde en gave.

Tiden går og klokken slår - de skal hjem til Kbh. og holde Nytår og feste med vennerne.

Lars og Mama siger farvel efter en dejlig juleferie - nu rejser de unge igen hjem til København

Jeg ved ikke på dette tidspunkt at denne jul, er den sidste jul
jeg fejrer, med min elskede søn.

~ 2003 ~

NYTÅR 2003 - 2004 I ÅRHUS

Henriette er Aase & Oles datter	Sushi

Liese, JP. Henriette, David og Finn

Henriette og David 11år

Henriette og David 11år

Henriette og David og Liese - Ringgadebroen til Nytår